Den danske fodboldspiller Christian Poulsen er måske på vej til en karriere i engelsk fodbold.
Juventus-spilleren er nemlig kommet i kikkerten for engelske Liverpool, da Juventus angiveligt er klar til at skille sig af med en række af sine spillere efter en sløj sæson.
Det skriver Tipsbladet på baggrund af italienske medier.
Det er Roy Hodgson, Liverpools nye manager, der har sat den engelske traditionsklub på sporet af Christian Poulsen.
I 2000-2001 arbejdede Hodgson og Poulsen tæt sammen i FC København, og nu kan et nyt samarbejde meget vel være i pipeline.
Skifter Christian Poulsen til Liverpool, kan det meget vel være som erstatning for Javier Mascherano. Han forbindes i øjeblikket med et skifte til Inter, hvor hans tidligere manager, Rafael Benitez, har taget over.