En ansat på Buckingham Palace er blevet testet positiv for corona – og dermed rykker den frygtede virus helt ind i de kongelige, britiske gemakker.
Den britiske dronning Elizabeth fylder i april 94 år, og er dermed i den gruppe af ældre, som er særligt udsatte, hvis de skulle pådrage sig sygdommen.
Den ansatte følte sig skidt tilpas, og blev derfor testet for corona. En test, der viste sig at være positiv. Det skete, mens den aldrende monark også opholdt sig på slottet, skriver flere britiske aviser.
Siden har dronningen forlagt residensen fra den centrale London til Windsor Castle, hvor hun opholder sig med sin ligeledes aldrende mand, 98-årige prins Phillip. Det skulle ellers først være sket til påske.
Inden dronningen forlod Buckingham, havde hun allerede taget visse forholdsregler for at undgå mulig smitte. Ved audienser og lignende arrangementer, modtog hun således kun undersåtterne iført handsker. Det var dog før, corona-pandemien for alvor eksploderede – nu er alle arrangementer i den nærmeste fremtid aflyst.
Dronningens private husholdning tæller omkring 500 mennesker, og det vides ikke, om dronningen har haft nær kontakt med den smittede, men kongelige kilder fortæller, at både hun og hendes gemal er ved godt helbred. Og at de holder sig for sig selv på slottet i Windsor.
– Vi kommenterer ikke på individuelle og ansatte. Men følger myndighedernes retningslinjer nøje, og gør alt for at beskytte ansatte og andre involverede, lyder det fra en talsmand fra hoffet ifølge Daily Mirror.