Region Sjælland er massivt udfordret på økonomien, og det betyder, at op til 317 medarbejdere skal fyres på sygehusene og i administrationen før jul.
Fyringer i DR: Se hvilke kendte, der har fået sparket
Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Det har længe været kendt, at de økonomiske problemer nok ville føre til afskedigelser, men nu er der også tal på, hvor mange regionen forventer at sige farvel og tak til.
- Det er en trist og hård tid for alle, siger regionrådsformand Heino Knudsen (S) i pressemeddelelsen.
Et underskud på Region Sjællands 2019-budget på grund af flere patienter med mere komplicerede sygdomme og dyrere sygehusmedicin betyder massive besparelser og altså fyringer. Derudover har Sjællands Universitetshospital et efterslæb fra 2018-budgettet, der ligeledes giver en mavepuster til regionens økonomi.
Ifølge Heino Knudsen er det lykkes Region Sjælland at nedbringe antallet af fyringer, da en del ubesatte stillinger ikke genbesættes.
- Alligevel må vi sige farvel til mange gode medarbejdere, og det er vi kede af. Samtidig er det klart, at sådanne reduktioner ikke kan undgå at gå ud over den service, som patienterne vil opleve, siger regionrådsformanden.
Faggrupper som sygeplejersker, lægesekretærer, sosu-assistenter, administrativt personale, læger og bioanalytikere vil blive berørt af massefyringerne, der vil finde sted i november.
Den 23. oktober forhandler regionen med de faglige organisationer efter loven om masse-afskedigelser.
Region Sjælland har over 18.000 medarbejdere og et budget for 2019 på cirka 19 milliarder kroner.