Chelsea fyrer Antonio Conte som manager

Sport
Antonio Conte er fortid som manager i Chelsea. (Foto: Foto: Steven Paston/arkiv/Scanpix)

Premier League-klubben Chelsea fyrer italienske Antonio Conte som manager. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Conte førte klubben til Premier League-titlen i forrige sæson, mens klubben vandt FA Cuppen i sidste sæson.

I flere måneder har der været historier om, at den forgangne sæson ville blive Contes sidste i London-klubben.

I en meget kort pressemeddelelse skriver Chelsea, at klubben ønsker Conte al mulig held og lykke fremover.

Klubben bemærker desuden, at Conte sikrede det sjette mesterskab for Chelsea og det ottende FA Cup-trofæ.

Da Premier League-titlen blev sikret, skete det med manér. 30 ud af 38 kampe i ligaen blev vundet. Det blev også til 13 sejre i træk, hvilket er klubrekord.

Men sidste sæson var en skuffelse for Chelsea. Klubben blev nummer fem i Premier League og skal dermed ikke spille Champions League i den kommende sæson. FA Cup-triumfen var kun et lille plaster på såret.

Det var under Contes ledelse, at den danske landsholdsspiller Andreas Christensen i sidste sæson fik sit gennembrud i Chelsea.

Andreas Christensen fik et hav af kampe i Chelseas midterforsvar, og Conte var ikke genert med at rose danskeren.

Conte havde en treårig kontrakt i Chelsea, men han fik altså kun lov til at være i klubben i to sæsoner.

Italieneren har stået i spidsen for en række klubber i hjemlandet. Conte har desuden været italiensk landstræner. Han førte blandt andet Italien frem til kvartfinalen ved EM-slutrunden i 2016, hvor Italien tabte til Tyskland.

Før det var Conte træner i Juventus, som han blandt andet førte frem til tre mesterskaber på stribe.

Sammenlagt stod Conte i spidsen for Chelsea i 106 kampe i alle turneringer.

Den tidligere Napoli-træner Maurizio Sarri har på rygtebasis været nævnt som mulig afløser for Conte.

/ritzau/