Chelsea overvandt en schweizisk forskrækkelse, da klubben torsdag aften spillede sig i Europa League-finalen med endnu en sejr over FC Basel.
Englænderne kom bagud 0-1 lige før pausen, men tre mål i anden halvleg sikrede en 3-1-sejr på Stamford Bridge og samlet avancement på 5-2.
FC Basel, som havde sendt Tottenham ud af turneringen, viste i første halvleg af kampen i London, at klubben ikke havde givet fortabt trods 1-2-nederlaget i den første kamp mod Chelsea.
Marco Streller havde en god mulighed allerede i første minut, og samme spiller leverede midtvejs i halvlegen en fantastisk diagonal helflugter, som strøg lige forbi Chelsea-målet.
Chelsea havde bestemt også sine muligheder, blandt andet da Frank Lampard ramte stolpen.
Basel-målmanden Yann Sommer måtte også strække sig i fuld længde for at afværge en lumsk afslutning fra Fernando Torres.
Mens Chelsea-spillerne indstillede sig på en målløs første halvleg, chokerede Basel pludselig hjemmeholdet, da Mohamed Salah blev spillet igennem og udplacerede Petr Cech i Chelseas mål.
0-1-stillingen ved pausen rystede dog ikke hjemmeholdet, som mere eller mindre afgjorde kampen med to mål tidligt i anden halvleg.
Først udnyttede Fernando Torres en returbold fra Yann Sommer, da Frank Lampard havde skudt på mål.
Og to minutter senere møvede Victor Moses sig igennem gæsternes forsvar og fik udplaceret Sommer til en 2-1-føring.
Chelsea var dog ikke færdige, og David Luiz aflyste enhver spænding om det samlede forløb, da han med et mindeværdigt venstrebensskud sendte bolden helt op i trekanten.
Dermed kan Chelsea trods en fejlslagen sæson ende med at tage klubbens andet europæiske trofæ på stribe.
I sidste sæson vandt London-klubben Champions League for første gang.
I denne sæson røg Chelsea skuffende ud af samme turnering efter gruppespillet og blev overflyttet til Europa League.
/ritzau/