FOA gider ikke høre på, at mange chefer mistænker deres medarbejdere for pjæk. Faktisk er virkeligheden fuldstændig modsat, lyder det fra Dennis Kristensen.
Udmeldingen kommer efter en meningsmåling blandt chefer i Søndagsavisen i weekenden.
Langt flere end hver anden chef tror, du pjækker, når du melder dig syg. Især cheferne i det offentlige har stor mistanke til deres medarbejdere.
Men hos landets tredjestørste fagforening, FOA, mener de altså, at vi i stigende grad tvinger os selv på arbejde, selvom vi burde blive hjemme.
"Min opfattelse er, at de ansatte faktisk i stigende grad går på arbejde, når de burde blive hjemme," siger Dennis Kristensen, forbundsformand for FOA med 200.000 ansatte i den offentlige sektor.
Han mener, vores ansvarsfølelse og frygt for cheferne i stigende grad gør forskellen. Og det er specielt dumt i den offentlige sektor, siger han til Newspaq.
"Her arbejder vi jo i vid udstrækning med mennesker og kan udgøre en smitterisiko, ved at gå på arbejde i børnehaven, ældreplejen eller på sygehuset, på et tidspunkt hvor man stadig kan smitte," siger FOA-formand Dennis Kristensen.
Undersøgelsen, der blev lavet på jobportalen Ofir.dk, viste, at 60 procent af cheferne i det private, mistænker ansatte for at lyve sig syge.
I det offentlige tror hele 65 procent, at de ansatte er raske nok til at komme på job, selvom de i telefonen hostede op med en sygemelding.