Der venter dig en økonomisk gulerod, hvis du som ansat møder til tiden hos virksomheden AUBO i den vestjyske stationsby Aulum.
Direktør Torben Andersen har valgt at præmiere sine medarbejdere med en særlig mødebonus, hvis de tropper op på jobbet til tiden.
De ansatte får fem kroner ekstra i timen, når de ikke kommer for sent på arbejde hos virksomheden, der producerer køkkener og badeværelser.
Hos AUBO har man i en periode haft et højt sygefravær hos de ansatte, siger Torben Andersen til Finans.dk. Han forklarer, at der på arbejdspladsen har været "en for sløset holdning" til, om man som ansat kom på arbejde til tiden.
- Nogle glemte at give besked om, at de holdt fri eller var ved tandlægen, siger han.
Torben Andersen forklarer, at sygefraværet nu er "usædvanligt lavt", og de stabile medarbejdere kan glæde sig over et ekstra tillæg på 685 kroner - derimod må ansatte med for meget fravær vinke farvel til bonussen.
Hos 3F opfordrer man ikke virksomheder til at give medarbejderne de særlige mødebonusser.
- Hvis en virksomhed har et problem med fremmøde, skal man hellere løse problemet ved enten at gå til den enkelte eller kigge på, hvorfor medarbejderen bliver syg, siger Hans Daugaard fra 3F til Finans.dk.