Chauffør voldtog kvinde på bagsædet af taxa

Krimi
Østre Landsret er enig med byretten i, at en taxachauffør skal udvises for at have voldtaget en kunde. Landsdommerne har desuden valgt at øge fængselsstraffen med seks måneder, så han nu får tre et halvt år bag tremmer. (Foto: Foto: Ritzau Scanpix/arkiv)

En pakistansk taxachauffør med kone og børn i Danmark udvises for bestandigt for voldtægt af ung kvinde.

En taxachauffør er onsdag blevet straffet med tre et halvt års fængsel for at have voldtaget en kunde på bagsædet af sin bil.

I dommen har Østre Landsret desuden udvist chaufføren, der stammer fra Pakistan, af Danmark og bestemt, at han aldrig må vende tilbage.

Mens udvisningen er en stadfæstelse af straffen fra byretten, har landsdommerne valgt at lade fængselsstraffen vokse med seks måneder.

Forbrydelsen fandt sted i københavnerforstaden Brønshøj natten til 28. september sidste år.

På Amager Torv i det indre København satte den 24-årige kvinde sig ind på bagsædet. Ønsket var en tur til Frederikssundsvej, men den 44-årige Shahzad Shariq satte i stedet kursen mod et grønt område i Brønshøj.

Her stoppede han bilen, kravlede ind til kvinden og tiltvang sig samleje, inden han satte hende af på Frederikssundsvej, hvor hun oprindeligt ville af.

- Efterfølgende bliver hun fundet af en tilfældigt forbipasserende, mens hun er ved at ringe til alarmcentralen. På opkaldet kan man høre, hvordan hun havde det på daværende tidspunkt. Det var ganske frygteligt, sagde anklager Søren Harbo umiddelbart efter byretsdommen 15. februar i år.

Opkaldet varer næsten ti minutter, men i al den tid formåede den grædende og nærmest hyperventilerende kvinde ikke at forklare, hvad der var sket.

Først da den forbipasserende overtog mobiltelefonen, fik alarmcentralen den præcise adresse.

Shahzad Shariq kom til Danmark i 2011. Til at starte med arbejdede han som opvasker, men de seneste år har han kørt taxa.

I Danmark har pakistaneren både hustru og tre børn.

/ritzau/