Chauffør i livsfare: Arbejdsulykke ved supermarked
Både ambulance, læge, politi og Arbejdstilsynet rykkede ud til en arbejdsulykke i Sæby. Foto: Ritzau Scanpix/arkiv
Læge, ambulance, politi og Arbejdstilsynet rykkede ud til ulykke, hvor en chauffør fik en wire i ansigtet.

En chauffør har fået alvorlige kvæstelser i forbindelse med en arbejdsulykke i Sæby onsdag morgen, oplyser politiet.

Han blev ramt af en wire i ansigtet, da en container skulle trækkes op på en lastvogn ved SuperBrugsen på Chr. Pedersensvej.

Ulykken er sket lidt før klokken ni, oplyser Nordjyllands Politi.

Umiddelbart er der ikke nogen forklaring på, hvordan ulykken kunne ske.

Både ambulance, læge, politi og Arbejdstilsynet rykkede ud til stedet, og den 29-årige chauffør blev bragt til Aalborg Universitetshospital.

Politiet oplyser til BT, at chaufføren har fået svære kvæstelser i ansigtet.

Ritzau skriver onsdag aften, at chaufførens tilstand er stabil, efter han tidligere på dagen blev ramt af en wire i ansigtet. Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Michael Elkjær.

/ritzau/