Det er gift i øregangen hos økonomerne i den borgerlig-liberale tænketank Cepos, når fagforbundet LO vil skabe 10.000 flere offentlige arbejdspladser som en del af en ny jobpakke.
Cepos mener, at den eneste rigtige vej til at sparke gang i væksten og skabe flere job i Danmark er at sætte skatter og afgifter ned.
- I stedet for flere penge til det offentlige, så anbefaler jeg, at man allerede i 2013 gennemfører skatte- og afgiftslettelser for seks milliarder kroner. Pengene skal komme fra nulvækst i det offentlige i 2013, siger cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen.
Han vil dermed gå i den stik modsatte retning end LO.
- For de seks milliarder kroner kan man for eksempel lette sodavands- og ølafgiften for at reducere grænsehandlen. Og så LO-familierne kan få flere varer i deres indkøbskurv. Det vil øge det private forbrug, siger cheføkonomen.
Han undrer sig over, at LO ikke anbefaler lavere skatter som en del af det udspil, fagforbundet fremlagde tirsdag, og som efter LO's egen vurdering kan skabe op til 24.000 nye arbejdspladser:
- Grundlæggende undrer jeg mig over, at LO ikke anbefaler lavere skatter og afgifter, så LO-familierne kan få øget købekraft ud af de beskedne lønstigninger, der realiseres i disse år. Det vil være godt for LO-familierne og for dansk økonomi på kort og langt sigt.
Ifølge LO er den danske økonomi klar til vækst. Der er en stor opsparing hos forbrugere og virksomheder, lav gæld, beskedent underskud på de offentlige finanser og et solidt overskud på handel med udlandet. Derfor kan der skrues op for det offentlige forbrug.
Men Mads Lundby Hansen mener, at den strategi på længere sigt vil koste dyrt for velstanden og konkurrenceevnen.
- OECDs største offentlige sektor har ikke brug for flere ansatte og penge, men snarere at effektiviteten øges, skriver Mads Lundby Hansen i en kommentar.
- Og her er kommunerne i dag inde i en proces, hvor de frivilligt effektiviserer driften og nedbringer den offentlige beskæftigelse. Den proces bør fortsættes, tilføjer han.
Mads Lundby Hansen peger også på, at man bør reducere energiafgifter og selskabsskatter for at gavne virksomhederne.
- I 2014 bør man også konvertere den planlagte vækst i det offentlige forbrug på fire milliarder kroner til lavere skatte og afgifter, der kan styrke væksten og konkurrenceevnen, siger cheføkonomen.
/ritzau/