Når man som i Aarhus Kommune belønner de ansatte, der har få sygedage, inden for børne- og ældreområdet, er det med til at reducere sygefraværet og dermed give en økonomisk gevinst.
Det vurderer chefkonsulent ved Center for Politiske Studier (Cepos), Mia Amalie Holstein.
- Vores undersøgelser underbygger, at når man giver en lille gave eller på anden vis anerkender folk, der har et lavt sygefravær, har det en virkelig god effekt i de kommuner, hvor man gør det, siger hun til Ritzau.
- Og så må vi konstatere, at økonomiske incitamenter virker, ligesom det har økonomisk betydning. For hvis man kan reducere sygefraværet, kan man høste en økonomisk gevinst, tilføjer hun.
Onsdag skrev Jyllands-Posten, at Aarhus Kommune har stor succes med at give blomster eller biografture til de ansatte med mindst sygefravær.
Og Cepos' undersøgelser af institutionerne i kommunerne med det laveste og højeste sygefravær inden for sosu-området understøtter initiativets virkning.
Ifølge Mia Amalie Holstein er det kun godt, da sygefraværet inden for det kommunale og regionale er betydeligt højere end inden for det private.
Og en reducering af fraværet kan betyde store besparelser.
- Hvis man for eksempel kunne reducere sygefraværet på det kommunale sosu-område til niveauet for det private sosu-personale, viser vores beregninger, at det er muligt at høste en økonomisk gevinst på en milliard kroner årligt, siger Mia Amalie Holstein.
Chefkonsulenten afviser dog ikke, at jo lavere sygefraværet er, jo flere ansatte skal institutionerne belønne med gaver. Og det er ikke omkostningsfrit.
Til gengæld handler det heller ikke kun om penge.
- Det koster selvfølgelig noget at give goderne. Men det er også en afvejning af, hvad det alternativt koster at skulle have vikarer ind, påpeger hun og tilføjer:
- Men man skal også tænke på, at det er afgørende for for eksempel forældre og børn at vide, at de har en meget mere konsistent omsorg, når der ikke er den store udskiftning i personalet på grund af sygdom.
- Så der er ikke kun tale om en økonomisk gevinst for samfundet. Det er også et spørgsmål om en højere kvalitet inden for serviceområdet, understreger Mia Amalie Holstein fra Cepos.
/ritzau/