Præsidenten for den selvstyrende spanske region Catalonien, Carles Puigdemont, giver i et brev til Spaniens premierminister ikke noget klart svar på spørgsmålet om, hvorvidt hans region har erklæret sig selvstændig eller ej. Men han foreslår en dialog over de kommende to måneder.
Han foreslår Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, at de mødes så hurtigt som muligt for at drøfte situationen i Catalonien.
Spaniens justitsminister siger ifølge spanske medierapporter, at svaret fra Cataloniens ledere på spørgsmålet om uafhængighed, ikke er gyldigt.
Den spanske vicepremierminister vil klokken 10.00 fremsætte en erklæring om Cataloniens svar på spørgsmålet om uafhængighed.
Svaret fra Puigdemont synes at undvige kravet fra Rajoy om, at Catalonien skal svare på, hvorvidt regionen har erklæret sig uafhængig.
Den spanske regering havde fastsat mandag formiddag klokken 10.00 som tidsfrist for et svar på spørgsmålet.
Desuden havde de centrale myndigheder givet Cataloniens ledere en yderligere frist til torsdag, hvor de stadig ville kunne nå at ændre kurs.
Rajoy har gjort det klart, at den spanske regering vil ophæve Cataloniens eksisterende selvstyre, hvis regionen vælger uafhængighed.
I brevet til Rajoy, som mandag morgen er blevet offentliggjort i catalanske medier, svarer Puigdemont ikke direkte på spørgsmålet fra den spanske regering.
- Vores tilbud om en dialog er alvorligt ment på trods af alt, hvad der er sket, skriver Puigdemont i brevet.
Tidsfristen fra regeringen blev fastsat i kølvandet på en catalansk afstemning om løsrivelse fra Spanien for godt to uger siden. Ifølge de regionale myndigheder var 90 procent af de afgivne stemmer et "ja" til at løsrive sig.
Blot 43 procent af indbyggerne deltog dog i afstemningen. Spanien havde på forhånd erklæret afstemningen forfatningsstridig.
Umiddelbart efter catalanernes "ja" udtalte Puigdemont, at Catalonien ville "blive en uafhængig stat". Efter sin tale underskrev han også det, der lignede en selvstændighedserklæring for rullende kameraer.
Senere sagde han dog, at han havde suspenderet sin beslutning og først ville komme med en officiel udtalelse senere. Han sagde, at det skete for at gøre plads til forhandlinger med regeringen i Madrid.
/ritzau/Reuters