Det var et godstog med returemballage på vej til Carlsbergs bryggeri i Fredericia, der onsdag morgen ramte et lyntog fra DSB på vej mod Sjælland på Storebæltsbroen.
Det forårsagede en voldsom ulykke, hvor seks mennesker omkom, mens 16 er kvæstet.
Carlsberg udtrykker sorg efter ulykken.
- Vi er dybt berørte over ulykken, og operatøren, der har ansvaret for at fragte vores gods, har desværre bekræftet, at det er et godstog, der transporterede vores gods, der var involveret i ulykken.
- Vi ved ikke mere på nuværende tidspunkt, men vi er i tæt kontakt med virksomheden, der transporterer vores gods mellem Fredericia og Høje Taastrup, meddeler bryggeriet på sin hjemmeside.
Det var godstransportøren DB Cargo - et datterselskab under Deutsche Bahn - der var på vej fra Høje Taastrup til Fredericia med et godstog med returemballage.
Dele af taget eller en presenning fra godstoget rev sig løs og ramte DSB-toget, der kørte i den modsatte retning.
/ritzau/