Fabian Cancellara forvarede den gule førertrøje i Tour de France på fornem vis, da han til manges overraskelse angreb på 1. etapes sidste stigning op til Seraing.
Schweizeren var meget tæt på at tage etapesejren, men blev slået i spurten af Peter Sagan, som lukrerede på Cancellaras offensive kørsel over den sidste kilometer.
Slovakken afviste Cancellaras forsøg på at få hjælp til at holde det jagtende felt på afstand.
- Jeg vandt ikke, men det giver mig selvtillid. Jeg stopper ikke op med 500 meter til målstregen. Måske hvis Sagan står samme sted som mig om otte år, så kan det være, at han ville gøre det samme som mig, siger Fabian Cancellara.
- Vi kørte i dag for at forsvare den gule førertrøje, og da jeg så, hvordan mine holdkammerater gjorde et stort arbejde for mig i dag, jeg tænkte, at det bedste forsvar var at angribe.
Det bliver formentlig lidt nemmere at forsvare førertrøjen mandag, hvor der venter en flad etape fra Visé til Tournai.
- Jeg håber, at sprinterholdene vil hjælpe os i morgen. Det er vigtigt for holdet, at vi forsvarer denne trøje i dag.
- Jeg håber, at jeg kan bringe denne trøje til Frankrig. Vi har en sprinteretape i morgen, så der skulle ikke ske noget, siger Cancellara.
Radioshack-rytteren havde forberedt sig godt på finalen på 1. etape sammen med holdets sportsdirektør Alain Gallopin.
- Det var en stor fordel, at jeg havde set finalen sammen med Gallopin i går, for jeg kendte hver en meter og jeg vidste, hvornår brostensstykket kom.
/ritzau/