Canadas premierminister, Justin Trudeau, har fredag givet en officiel undskyldning for regeringens behandling af landets inuitter med tuberkulose i midten af det 20. århundrede.
Det rapporterer flere internationale medier.
Inuitter blev dengang sendt sydpå til tuberkulosebehandling, men mange kom aldrig hjem igen.
Trudeau kalder regeringens politik i 1940'erne, 50'erne og 60'erne for "kolonial" og "formålsbestemt". Ifølge premierministeren vidste regeringen godt, at dens politik "gik hårdt ud over inuitterne".
- I alt for lang tid var regerings forhold til inuitterne dobbeltmoralsk. Den behandlede dem uretfærdigt, siger Justin Trudeau ifølge CBC News.
- Canada må bære skylden og den skam, siger han videre i sin tale i byen Iqaluit i det nordøstlige Canada.
Trudeau anerkender den canadiske regerings uretfærdige behandling af inuitterne og nævner blandt andet, at de blev identificeret via tal i stedet for deres navne. Samtidig blev børn straffet, hvis de talte deres oprindelige inuit-sprog.
Regeringen beordrede også mange af inuitternes slædehunde dræbt, ligesom at mange inuitter blev tvangsflyttet fra deres hjem, således at regeringen kunne erklære canadisk suverænitet.
I 1940'erne, 50'erne og 60'erne blev mange inuitter med tuberkulose adskilt fra deres familier og fragtet til det sydlige Canada for at modtage behandling.
Mange patienter boede på anstalter i årevis, og ofte blev deres familier ikke oplyst om hverken deres opholdssted eller tilstand, selv ikke når de døde.
- Den racisme og diskrimination, inuitterne blev mødt med, var og vil altid være uacceptabel, siger Justin Trudeau.
Undskyldningen kommer ifølge premierministeren alt for sent.
- Fordi vi ventede, er der mange, som aldrig nåede at høre denne undskyldning, siger han.
Som del af undskyldningen har Trudeaus regering lanceret det såkaldte Nanivalut-initiativ. Det er en database, der stiller gamle optegnelser til rådighed, således at pårørende kan finde deres familiemedlemmers gravsteder.
Nanivalut betyder "lad os finde dem". Arbejdet med databasen har taget næsten et årti.
/ritzau/