Californiens justitsminister, Xavier Becerra, meddelte tirsdag, at to politibetjente ikke brød nogen lov, da de skød og dræbte den 22-årige Stephon Clark sidste år.
De to betjente, Terrance Mercadal og Jared Robinet, har forklaret, at de fejlagtigt troede, at Clark kom imod dem med et skydevåben, efter at han var løbet ind i sine bedste forældres baghave, da politiet undersøgte vandalisme på stedet.
Det viste sig, at Clark havde en mobiltelefon i hånden.
Drabet udløste intense protestaktioner i Californiens hovedstad, Sacramento, sidste år og støttedemonstrationer mange andre steder i USA.
Clarks familie og sorte ledere havde indtrængende opfordret Becarra til at komme frem til en anden konklusion end den lokale anklagemyndighed.
I weekenden var der nye protester mod politiets og myndighedernes håndtering af sagen.
- Dette er kun begyndelsen. Kampen for retfærdighed er kun lige begyndt, udtalte Stephon Clarks mor, SeQuette Clark, mandag i en kommentar til sagen.
Stephon Clark var mistænkt for hærværk mod en række biler, da han blev forsøgt anholdt af Mercadal og Robinet i Sacramento.
Jagten forsatte i bedsteforældres baghave, hvor betjentene skød mod Clark, da denne angiveligt vendte sig om mod dem og hævede en genstand, de troede var et skydevåben.
Der blev fremsat beskyldninger om racisme i forbindelse med skyderiet, og Clarks familie har sagsøgt bystyret i Sacramento for mere end 20 millioner dollar, svarende til mere end 130 millioner kroner. Familien siger, at det var Clarks hudfarve, der kostede ham livet.
Over 80 mennesker blev anholdt sent mandag under uroligheder udløst af sagen.
/ritzau/AP
/ritzau/AP