Mor i 1980'erne Caja sendte baby på seks måneder i vuggestue: Nærmest pinligt at have det skidt med det
Da Caja Winterøs datter var et halvt år gammel, skulle hun i vuggestue. Sådan var det bare i 1986, og det var helt pinligt at synes, at det føltes forkert, fortæller hun. Foto: Privatfoto
Caja oplevede at stå helt alene med følelsen af, at det var forkert at aflevere et barn på kun seks måneder i vuggestue.

"Nøj, hvor er du heldig, at du kan gå hjemme med dit barn i et halvt år. Vi havde kun barsel i tre måneder."

Den besked fik Caja Winterø flere gange fra sine kvindelige kolleger, da hun blev mor til sit første barn i 1986, et år efter at barselsreglerne var blevet lavet om.

Ny undersøgelse: Forældre plages af dårlig samvittighed

Men for Caja Winterø virkede det helt forkert at aflevere et så lille barn i vuggestue for selv at passe et fuldtidsjob.

- Det føltes helt naturstridigt. Nu havde jeg fået et dejligt barn, og så skulle jeg bare overlade hende til nogle fremmede, fortæller Caja Winterø, som i dag er 61 år, til Avisen.dk.

"Det blev set som et svaghedstegn"

Som Ugebrevet A4 i dag skriver, har mange forældre dårlig samvittighed over ikke at tilbringe mere tid med deres børn, selvom vi faktisk bruger mere tid på direkte samvær med børnene nu end tidligere.

Caja Winterøs indtryk er, at det i dag er en større forståelse for, at forældre gerne vil prioritere deres små børn, og at de har brug for fleksibilitet i deres arbejdsliv.

Hun oplevede selv at stå meget alene med sine følelser og ikke møde meget forståelse fra chef, kolleger og omgivelser generelt.

- Det var som om, det var mig, der var noget galt med. Jeg oplevede, at andre kvinder sendte deres børn i institution og kom tilbage på arbejdet efter 6 måneder, og det, syntes de, var okay. Det var bare sådan, det var. Det var nærmest helt pinligt eller tabubelagt at sige, at det føltes forkert. Det blev set som et svaghedstegn, at man ikke kunne klare et fuldtidsjob og et lille barn samtidig, siger hun.

Når baby blev syg, brød helvede løs

Dengang arbejdede Caja Winterø som journalist, hvilket i høj grad var et karrierejob. Det var for eksempel ugleset at sige nej til at rejse til udlandet og forfølge en historie med kort varsel.

- Det var fuld fart frem. Vind eller forsvind. Man skulle hele tiden være bedre og hurtigere, ellers var der andre, der løb med historien. Jeg kunne ikke sidde på arbejde og savne mit barn, siger hun.

Samtidig var rammebetingelserne og rettighederne ikke så gode som nu.

- Der var ikke noget, som hed hjemmearbejdsdage dengang og ikke noget, der hed barnets første sygedag, så hver gang min datter blev syg, brød helvede løs, fortsætter hun.

Hendes mand havde også et karrierejob, og for mænd var det endnu mere umuligt at gå ned i tid eller bede om fleksibilitet. Samtidig havde de brug for pengene, for de havde lige købt hus.

"Ensomt og modigt"

Familien løste problemet ved at Caja Winterø blev freelancer, hvilket gav hende mulighed for at arbejde hjemmefra og på fleksible tidspunkter. Senere læste hun teologi på universitetet, hvilket også gav den fleksibilitet, hun havde brug for med små børn.

Caja Winterøs tre børn, som er født i 1986, 1988 og 1991. Foto: Privatfoto

- Jeg synes faktisk, det var ensomt og modigt af mig at bryde med det, som samfundet forventede, siger hun.

Caja Winterø arbejder i dag som præst og har tre voksne børn og tre børnebørn.