Den 22-årige Sonja Marie Jensen, byrådspolitiker fra Socialdemokratiet i Nyborg, har onsdag stået frem i et blogindlæg og fortalt om, hvordan hun angiveligt har været udsat for sexchikane fra mandlige kollegaer.
Nu står hendes byrådskollega og 2. viceborgmester Carsten Kudsk (DF) frem og fortæller, at han har overværet episoder, hvor andre mandlige kollegaer har været upassende over for hende.
- Jeg har oplevet bemærkninger og andre episoder i forbindelse med hende, hvor jeg tænker 'ej gutter, prøv lige at skrue ned!' Det er kække og frække bemærkninger, der ikke egner sig til en pige i hendes alder, siger han til Ekstra Bladet og fortsætter:
- Det er en ung pige vi har med at gøre, så jeg synes de skulle skrue ned for charmen. Det har i hvert fald overskredet mine grænser.
Sonja Marie Jensen har onsdag et indlæg i den socialdemokratiske netavis Pio Pio, hvor hun fortæller, at hun har oplevet decideret sexchikane fra politiske kollegaer – heriblandt i Nyborg Byråd.
Angiveligt har hun fået et klask i bagdelen og fået verbale tilnærmelser af seksuel karakter.
Sagen har nu fået Nyborg-borgmester, Kenneth Muhs (V), til at indkalde byrådet til et møde, hvor sagen skal drøftes. Han er rystet over, hvad han hører.
- Jeg er meget chokeret og må på det kraftigste tage afstand fra det, siger Kenneth Muhs til TV 2
Ekstra Bladet har spurgt de 19 mandlige byrådsmedlemmer fra Nyborg, og heraf har kun otte vendt tilbage med et svar. Deriblandt Carsten Kudsk fra Dansk Folkeparti.
Sonja Marie Jensen så ud til at hygge sig med de mandlige kollegaer, og derfor har Carsten Kudsk ikke stået frem og fortalt, hvad han har set, før nu.
Ifølge Sonja Marie Jensen har hun modtaget op mod 40 henvendelser fra andre kvindelige byrådspolitiker fra hele landet, der angiveligt også har oplevet sexchikane fra kollegaer.