Byrådskandidat Erik Fuchs er pludselig død.
Han genopstillede for Venstre til det kommende kommunalvalg i Holbæk Kommune, og så sent som onsdag aften deltog han i et vælgermøde.
- Det er utrolig trist, siger formand for Venstres partiforening i Holbæk Kommune, Inge Neander, til TV Øst.
Erik Fuchs døde fredag og Inge Neander havde talt i telefon med Erik Fuchs, hvor han lød frisk, fortæller hun til tv-stationen.
Ifølge Holbaekonline.dk var Erik Fuchs i mere end 40 år selvstændig kørelærer.
Han var medlem af byrådet i Farum og blev landskendt i forbindelse med sagen om daværende borgmester Peter Brixtofte. Erik Fuchs erstattede i marts 2002 Peter Brixtofte som borgmester.
Sammen med hustruen Gurli forlod Erik Fuchs siden hen Farum og flyttede til Bybjerg på Orø.
Erik Fuchs var Venstres eneste kandidat fra Orø. Han blev 77 år.