Det er farligt at være ung og beskæftiget ved byggeriet. Jo yngre, jo farligere. Det er nemlig i aldersgruppen 18-24 år, hvor man samtidig finder størsteparten af byggeriets lærlinge, der sker flest arbejdsulykker, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Det viser en bearbejdning af Arbejdstilsynets opgørelse af anmeldte arbejdsulykker i bygge og anlæg i 2012.
Opgjort i forhold til antallet af beskæftigede inden for de enkelte aldersgrupper har de 18-24 årige flest ulykker. Derefter falder den såkaldte incidens successivt for aldersgrupperne, så den for de 60-64 årige er godt halvdelen af de helt unges.
- Det er desværre det samme år efter år: De unges risiko for at komme til skade på arbejdet er væsentligt større end for ældre kolleger, siger Anders Kabel, daglig leder af Byggeriets Arbejdsmiljøbus (Bam-Bus).
For at vende udviklingen sætter Bam-Bus det kommende halve år særligt fokus på unge og nyansatte.
Man håber at få virksomheder og sjak til at diskutere på, hvordan de kan bidrage til at lærlinge og andre unge får et sikkert og godt arbejdsmiljø.