Mistede pauser og manglende toiletfaciliteter. Det er nogle af de udfordringer, som de københavnske buschauffører skal kæmpe med, mens de samtidig skal forsøge at overholde en stram køreplan.
Hverdagen er så pressede for de frustrerede chaufførerne, at de ikke kan nå deres pauser.
- Hvis man har en 15 minutters pause, og er 10 minutter forsinket på ruten, så kan man reelt kun holde fem minutters pause, da man er nødt til at køre med det samme, hvis køreplanen skal overholdes, siger Hans Erik Rasmussen, der er tillidsrepræsentant hos Arriva Ryvang på Østerbro i København.
Han forklarer, at de travle arbejdsforhold er skyld i, at mange chauffører ikke kan nå på toilettet i deres pauser.
Torsdag eftermiddag var han sammen med omkring 130 buschauffører samlet foran Københavns Rådhus, hvor de forsøgte at råbe politikerne i Borgerrepræsentationen op om de pressede tidsplaner.
- Vi synes, det er vigtigt, at politikerne bliver gjort opmærksom på vores arbejdsforhold, siger Hans Erik Rasmussen til Avisen.dk.
Jeppe Gaard er kontraktchef i Movia, og han oplyser til Avisen.dk, at man i trafikselskabet anerkender chaufførernes kritik.
- Det er dog en generel udfordring for både køre- og arbejdstidsplanlægning, at køretiden kan være uforudsigelig på visse strækninger og i visse tidsrum på grund af trængsel, siger han.
Torsdag skulle medlemmerne af Borgerrepræsentationen forholde sig til et forslag fra Dansk Folkeparti, der ville give taxaer lov til at køre i buskørebanerne. Forslaget, der ikke blev stemt igennem, er tåbeligt, lyder det fra Hans Erik Rasmussen:
- Mange af køreplaner er i forvejen så pressede, at busserne har svært ved at overholde dem. Kørebanerne for busser er meget vigtige, hvis man skal nå at indhente den tabte tid, siger han.
De københavnske buschauffører er kommet med tre konkrete forslag til Borgerrepræsentationen. Forslagene handler om, hvordan arbejdsforholdene kan forbedres bag rattet. Et af foreslagene er, at der oprettes et fælles trafikudvalg, hvor busselskaberne, de ansatte chauffører og trafikselskabet mødes om samme bord for at drøfte planlægning af vejarbejde og køreplaner.
- Det er jo os, der kører ruterne hver dag, så vi mener, vi burde inddrages i, hvor lang tid der bliver sat af til hver rute og hvor mange busser, der skal køre for at nå målsætningen, siger Hans Erik Rasmussen.
Hos Movia lyder meldingen, at man er klar til at gå i dialog med de chaufførerne.