Buschaufføren Tove på 65 overfaldet på jobbet: Lever nu med frygten

Den udadvendte Tove får ikke lov til at afslutte sit arbejdsliv, som den hun er, fortæller hun.
Opbakningen fra Toves kolleger i Fynbus var massiv.
Opbakningen fra Toves kolleger i Fynbus var massiv. Foto: Peter Bergman

Onsdag skulle have været den dag, hvor Tove fik sit liv tilbage og blev den, hun var, før hun blev overfaldet, mens hun passede sit arbejde som buschauffør ved Fynbus.

Det fortæller hun til Avisen.dk.

Den nu 65-årige Tove (der kun ønsker at stå frem med fornavn) var indtil januar en glad og tilfreds chauffør. Men da hun på en vinterkold vagt nåede endestationen i Bellinge i det sydlige Odense og røg en cigaret, blev hendes liv ændret fundamentalt, siger hun.

En mand blev pludselig aggressiv over for hende, og det endte med, at han slog hende flere gange med knyttet næve og sparkede hende inde i bussen, fortæller Tove til Avisen.dk.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- Jeg har altid været højtråbende, den der gik forrest, og den der samlede familien.

Sagen er nu endt i retten, og Avisen.dk taler med Tove i en pause ved Retten i Odense.

Hun er blevet en stille, mærket - og ikke mindst - angstfyldt ældre dame, siger Tove.

Hun havde håbet, at retssagen kunne hjælpe hende videre. Hun håbede, at hun skulle møde den tiltalte, men da sagen begyndte, var personen udeblevet. 

- Mit store håb var, at jeg kunne se ham, og se at han fortrød. Kunne jeg se, at han fortrød, ville jeg måske ikke være bange for at møde ham igen.

Da retssagen uden anklagede blev udsat, måtte Tove forlade retten og tage hjem til sin mand - og stadig være bange for, at hun en dag skulle møde personen, der nu er tiltalt for vold mod tjenestemand.

Bange for andre mennesker

Uden anklagede i Retssal 3 blev der ført to vidner i sagen: Tove selv og et nu 16-årigt vidne.

Tove fortalte blandt andet, at hun er blevet bange for andre mennesker, og at hun ved den traditionsrige sankthansaften på Engen i Odense måtte gå ud af mængden, fordi hun hele tiden var bange for, at voldsmanden kom op til hende bagfra.

Hun fortalte også, at hun på en vagt, efter hun var tilbage bag rattet, havde to øl-lugtende mænd i bussen. Lugten af øl gjorde hende bange, og da mændene steg af bussen, råbte hun ad flere passagerer.

- Da jeg kom hjem fra arbejde, begyndte jeg at græde, sagde Tove i vidneskranken.

Efter den episode blev Tove overført til andet arbejde, og 1. november gik hun som planlagt på pension efter 12 år som buschauffør. Før det kørte Tove taxa i 15 år, og i en årrække arbejdede hun som uddannet omsorgsassistent i psykiatrien.

- Jeg går ikke så meget ud mere. Jeg sidder meget og kigger ud i luften, fortæller Tove.

Der gik seks måneder, før Tove fortalte sine børn, at hun var blevet overfaldet, og når der inviteres, finder Tove ofte i sidste øjeblik en undskyldning og melder afbud.

- Jeg vil gerne, men jeg kan ikke.

Tove har kontakt til en krisepsykolog, men ved nu ikke, hvad fremtiden bringer for hende.

Toves fulde navn er redaktionen bekendt.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.