Buschauffør i chok: Truet med kniv

(Foto: Modelfoto: Ritzau Scanpix)

Tre mænd truede lørdag aften en buschauffør i Vordingborg.

En buschauffør på Sydsjælland var lørdag ude for en noget rystende oplevelse. Chaufføren blev nemlig truet med en kniv af tre unge mænd. Det skriver TV2 Øst.

Den voldsomme episode skete, da de tre mænd steg på bussen i Algade i Vordingborg klokken 20.53, og chaufføren bad om at se deres billet.

- De havde ikke nogen billet, så buschaufføren bad dem om at stå af. Men så trak de en kniv og spurgte: Hvor langt kan vi komme med denne her? Derefter kørte de med bussen mod Møn, siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Jan Nielsen til TV2 Øst.

Mændene stod af i Nyråd øst for Vordingborg.

Billedserie: Sådan har du ikke set Mary før

Herefter fortsatte den chokerede chauffør i første omgang på sin rute mod Stege, og der gik lidt tid, før han fik anmeldt sagen. Ifølge vagtchefen var han nemlig meget rystet.

- Han var faktisk så rystet, at han ikke kunne fortsætte sit arbejde, siger vagtchefen til TV2 Øst.

Analyse afslører årsager til søvnløshed: For mange arbejdsopgaver, konflikter og frygt for fyringer 

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 114.