Indbyggerne i Burma, der officielt hedder Myanmar, har stemt ved et officielt valg for første gang i 20 år.
Landets militærjunta siger, at valget markerer en overgang til demokrati, og at det er forløbet i god ro og orden. Men kritikerne siger, at valget er rent fup, skriver BBC.
National League of Democracy (NLD) ledet af Nobel-pris vinder Aung San Suu Kyi, opfordrer til boykot af valget.
Aung San Suu Kyi og hendes parti vandt det seneste valg i 1990 suverænt, men militærregimet nægtede at opgive magten og styrer fortsat landet med en jernhånd.
Udenlandske journalister er blevet forment adgang til valgstederne, hvor de 29 millioner burmesere kan stemme på 37 partier.
Mange lande har fordømt valget, og iagttagere ser det som militærjuntanes forsøg på at styrke sig selv.