En af burgerkæden McDonald's spisesteder i København fik i efteråret 2010 besøg af to af de svenske mænd, som i dag er sigtet for at ville begå terror mod Jyllands-Posten.
Turen efter burgerkædens mad kom frem i retten i Glostrup fredag, da statsadvokat og anklager i sagen, Gyrithe Ulrich, afhørte den 38-årige SZ.
Da den tiltalte SZ i efteråret 2010 hentede en anden af de fire tiltalte i Bruxelles, kørte de på vejen tilbage gennem København og gjorde stop. Ifølge den 38-årige svensker kun for at spise en burger på McDonald i shoppingcentret Fisketorvet.
Gyrithe Ulrich ville gerne vide, om SZ i den forbindelse havde set byens rådhus, som ligger tæt ved.
"Hvad er det?," svarede den 38-årige på flydende svensk, hvortil anklager konkludere, at det må opfattes som et nej.
På spørgsmålet om den anklagede var kørt forbi JP/Politikens Hus, der ligger på Rådhuspladsen i hovedstaden, var det også en afvisning.
"Men jeg håber, jeg en dag kan få det at se. For jeg sidder her på grund af Jyllands-Posten," forklarede den sigtede, som var mødt op i retten i mørke jeans, en sort Adidas-trøje.
De fire svenske mænd var alle tilstede i retten. De er tiltalt efter den strengeste terrorparagraf for at ville myrde personer i JP/Politikens Hus inden nytåret 2010/11.
Motivet til det formodede terrorangreb skulle ifølge myndighederne være hævn over Muhammed-tegningerne, som Jyllands-Posten bragte 30. september 2005.
Undervejs i afhøringerne understregede den bredskuldrede SZ, at han ikke kan forbinde sig med billedet af ham som terrorist.
"Er jeg muslim, ja, er jeg religiøst, ja, men er jeg terrorist, nej," lød det understregende han.
Fra sin plads i vidneskranken undsagde den terrortiltalte SZ flere af sine tidligere forklaringer afgivet til svensk politi den 18. januar 2011, der blev afspillet i retten som lydfil.
Der er sat i alt 18 retsdage af til sagen, som forventes at slutte i midten af juni.