Nogen officiel målsætning om et bestemt resultat i mellemrunden har det danske kvindelandshold ikke sat op, for nu bliver fokus i første række flyttet over på spillet.
Danskerne håber, at de både i eftermiddagens kamp mod Tjekkiet og fremover kan komme op på samme niveau, som de var på i torsdagens dramatiske kamp mod de stærke franskmænd, hvor Danmark vandt en overraskende sejr.
- I mine øjne må målet nu være at spille, som vi gjorde i kampen mod Frankrig. Det er højdepunktet hidtil, siger højrebacken Louise Burgaard.
- Vi har snakket meget om, at vi skal være gode til det, der ikke kræver talent, det vil sige at fighte, tage de løse bolde og kæmpe til det sidste. Det skal vi stå for, og det gjorde vi i den kamp, forklarer hun.
Hun er enig med landstræner Jan Pytlick i, at kvalifikationen til mellemrunden vil frigive ny energi hos de danske spillere.
- Selvfølgelig bliver der frigjort noget godt, fordi vi har opfyldt vores målsætning. Men jeg synes nu ikke, at presset har været så tungt.
- En målsætning er ikke nødvendigvis noget pres, men kan også være noget, man stræber efter. Vi stræber efter at vinde resten af kampene, men det er jo ikke sikkert, at vi gør det, siger Louise Burgaard.
Danmark møder Tjekkiet klokken 16.10 i Beograd.
/ritzau/