Af Jacob mailto:europa@avisen.dk
Så gik det helt galt for julekalenderen. Bumletoget er ankommet til Sarajevo uden computer, pas og togbillet. Altsammen stjålet på mest nederdrægtige vis, der var lige ved at afspore Jul i Bumletoget.
Det var såmænd i Frankrig, at det hele gik galt. Bumletoget fandt sin plads på vej til München fra Paris og parkede rygsæk, computertaske og vinterfrakke paa hattehylden over pladsen. TGV-toget holdt stille et par minutter, mens de andre passagerer indfandt sig og lagde baggagen på plads. Imens læste Bumletoget i sin medbragte bog.
Under påstigningen gik en ung mand gennem midtergangen og videre mod næste vogn.
Tom hattehylde
Efter toget havde kørt cirka et kvarter, havde Bumletoget brug for noget i computertasken.
Men da var hattehylden tom, hvor den havde ligget.
Væk var tasken med computer, pas og togbillet – tre ganske vigtige ting for den videre færd. Væk var også den unge mand, som var gået gennem kupeen. Formodentlig har han i et snuptag nuppet min taske og er så gået ud af toget før afgang igen.
Tynd tråd
Da Bosnien ikke er et EU-land, hang turen pludselig i en tynd tråd, da der selvfølgelig ikke var mulighed for at rejse ind i landet uden pas.
Men her trådte de flinke mennesker i Udenrigsministeriets Borgerservice virkelig i karakter. Selvom Bumletoget ankom til München 21.40 fredag aften, var der alligevel en medarbejder på det danske konsulat i den tyske by. Og hun kunne hjælpe Bumletoget med et midlertidigt pas med det samme (mod et gebyr, naturligvis).
Allerede sent fredag aften havde jeg altså et nyt pas, så jeg kunne fortsætte mod Sarajevo.
Vel ankommet til en by svøbt i kulde og sne, så det smager af jul, er det blevet tid til at vende sig mod ugens udfordring.
Stemmerne er talt, og Jul i Bumletoget skal som den sidste udfordring samle lederne af en synagoge, moske, ortodoks- og katolsk kirke, der ligger samlet inden for en radius af 400 meter her i byen. Ikke den nemmeste udfordring i verden, men en fin en at slutte julekalenderen af med.