To yngre mænd er torsdag aften kommet til skade i et fyrværkeriuheld i en bil i Haderslev.
Det oplyser Erik Lindholdt, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Det vides ikke, hvor alvorligt de er kommet til skade, men den ene af mændene er blevet ramt i sit ene øje.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 18.01 fra Østergade i Haderslev.
De nærmere omstændigheder bag hændelsen kendes ikke.
- Vi har ikke haft mulighed for at tale med dem endnu, siger Erik Lindholdt.
Syd- og Sønderjyllands Politi har i den seneste tid haft problemer med personer, der antænder fyrværkeri fra deres biler og kaster det ud mod folk på gaden.
- Om det har været hensigten her, ved vi ikke endnu. Men det er da noget, vi har i baghovedet, når vi skal efterforske videre, siger vagtchefen.
Natten til fredag oplyser vagtchef Mads Leervad Dammark, at der er tale om en 22-årig mand, der har fået skader på sin ene hånd, og en 35-årig mand, der har fået skader på det ene øje.
De to mænd er fortsat under behandling på hospitalet, og derfor har politiet kort efter klokken 00.30 stadig ikke talt med dem.
- Vi ved endnu ikke, hvor alvorligt det står til med dem, siger Mads Leervad Dammark.
- Men der er ikke noget, der tyder på, at der har været andre indblandet, så det er egentlig ikke noget, vi gør en helt masse ved lige pt., siger han.
Han tilføjer, at begge mænd er fra lokalområdet.
/ritzau/