Kvinden bag monsterhittet 'Poker Face' - Lady Gaga - stjal billedet, da der i går blev uddelt priser ved MuchMusic Video Awards i Toronto, Canada.
Iført et Madonna-lignende outfit troppede den platinblonde sangerinde op med to særdeles fyrige tragtlignende stativer på sine bryster. Og under sin optræden begyndte stativerne så pludselig at spy ild.
Ingen kom til skade under showet, og Stefani Joanne Angelina Germanottas - som Lady Gaga også hedder - attributter skulle efter sigende have det godt.
Efter showet måtte den 23-årige sangerinde på scenen igen for at modtage prisen for den bedste internationale musikvideo med Poker Face. Denne gang blev der ikke spyet ild.