Brugsuddeler Gorm offentliggør underskud - og holder på kunderne

Ifølge formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, prøver de lokale butikker mange forskellige modeller, for at holde på kunderne.
Ifølge formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, prøver de lokale butikker mange forskellige modeller, for at holde på kunderne. Foto: Landdistrikternes Fællesråd

Den lokale købmand eller brugs i de små byer skal hele tiden gøre opmærksom på sig selv, for at holde gang i butikken.

I Skærbæk ved Fredericia er brugsuddeler Jacob Gorm Pedersen begyndt at lægge tallene for omsætningen ud på Facebook. Og efter måneder med røde tal har det fået omsætningen til at stige igen.

- De sidste fem uger har vi ligget cirka 20 procent bedre i forhold til sidste år, siger han til DR Trekanten.

Han offentliggør tallene for at involvere kunderne på en anden måde og skabe debat om, at borgerne i byen må støtte butikken, hvis den skal fortsætte.

Og kunderne har taget positivt imod initiativet.

En af dem er Ib Tang fra Skærbæk. Han mener, det er vigtigt, at lokalområdet gør noget for at bevare deres brugs.

- Førhen handlede vi måske under halvdelen af vores indkøb her, men nu er det nok to tredjedele, siger han til DR Trekanten.

Ifølge formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, prøver de lokale butikker mange forskellige modeller, for at holde på kunderne.

Nogle dagligvarebutikker laver prissammenligninger med større discountkæder for at vise, at det ikke er meget dyrere at handle lokalt.

Andre steder indbetaler kunderne et beløb først på måneden. Så trækker butikken i det beløb, hver gang kunden køber varer.

- Men uanset hvilken model man arbejder med, så skal man huske folk på, vi skal bevare vores lokale indkøbsmulighed, siger Steffen Damsgaard.

Uddeler Jacob Gorm Pedersen er sikker på, at borgerne i byen følger med på Facebook.

- De kommer og siger: 'Orv, det var ikke en speciel god uge i sidste uge, hvad kan vi købe for at vi kommer i grøn i næste uge', siger han til DR Trekanten.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.