Bror til Manchester-selvmordsbomber kendt skyldig i 22 drab

Chokerede koncertgængere flygtede fra koncertsalen Manchester Arena, da en selvmordsbombemand bragte en bombe til sprængning hen mod slutningen af en koncert med popstjernen Ariana Grande den 22. maj 2017. 22 mennesker mistede livet, heriblandt syv børn. (Arkivfoto) (Foto: Stringer/Reuters)

En 22-årig mand er kendt skyldig i at have hjulpet sin bror med selvmordsangreb mod en Ariana Grande-koncert.

Broren til en selvmordsbombemand, der dræbte 22 mennesker ved en Ariana Grande-koncert i den britiske storby Manchester for tre år siden, er kendt skyldig i drab ved en britisk domstol tirsdag.

Det rapporterer tv-stationen BBC.

Broren, den 22-årige Hashem Abedi, var ifølge domstolen med til at planlægge selvmordsangrebet.

Men retten fandt det bevist, at han havde hjulpet sin bror Salman Abedi med at gennemføre angrebet ved at skaffe materialer til den bombe, der blev anvendt.

Sammen eksperimenterede de to brødre med at lave bomben, har anklagerne sagt.

Salman Abedi havde gemt sprængstoffer i en taske. Han bragte dem til sprængning mod koncertens slutning og rev 22 mennesker med sig i døden.

Blandt dødsofrene var syv børn. Den yngste af dem var otte år.

Anklagerne i sagen har fastholdt, at Hashem Abadi var lige så skyldig som sin afdøde bror.

- Hashem Abedi opmuntrede og hjalp sin bror, vel vidende at Salman Abedi planlagde at begå en grusomhed. Han har blod på sine hænder, også selv om han ikke udløste bomben, siger anklager Max Hill i en udtalelse.

Han er endvidere fundet skyldig i drabsforsøg og i at have planlagt angrebet.

Hashem Abadi nægter sig skyldig og har peget på, at han befandt sig i Libyen, da angrebet skete den 22. maj 2017. De to brødre har libysk baggrund.

Han blev udleveret til retsforfølgelse i Storbritannien i 2019.

Foruden de 22 dræbte blev 237 andre koncertgængere såret. Siden har 670 overlevende meldt om psykologiske traumer som følge af selvmordsbombeangrebet.

Kort efter angrebet mod koncerten med den amerikanske popstjerne påtog Islamisk Stat sig skylden. Men britiske efterretningstjenester er skeptiske over for den militante bevægelses påstand om at stå bag.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters