Den 7. december spadserede en mand ind på den lokale politistation i den indiske storby Kolkata og placerede et afskåret kvindehoved på bordet sammen med en slagtekniv, der var våbnet. Hovedet tilhørte 22-årige Nilofar Bibi, og manden var hendes 29-årige broder Mehtab Alam.
Nilofar Bibi blev bortgiftet som 14 årig, men hun forlod sin ægtemands hustand den 28. november, fordi hun blev tortureret af sine svigerforældre, sagde hun. Kvinden havde to børn. Få dage efter forsvandt hun.
Broderen Mahtab, der arbejdede som richshaw-kører, fandt ud af, at hun nu boede sammen med en tidligere kæreste. Broderen stormede ind i dennes hus, trak søsteren ud på gaden i fuldt dagslys, hvor han resolut skar halsen over på hende. Kærestens søster kom alvorligt til skade i et forsøg på at forhindre drabet.
Søsterens afhskårne hoved tog Mahtab Alam stille og roligt med til politiet. Resten af liget efterlod han på gaden.
Mehtab Alam udtalte under gerningen, som rapporteret af al-Jazeera, at "hun har syndet og skal straffes." Familien og naboerne støtter ham fuldt ud og er stolte over hans gerning, der sikrer deres ære. Traditionen er, at et liv er mindre vigtigt en familiens ære. Ved fremstillingen for en dommer udviste drabsmanden stolthed og vinkede til familien.
Kvindegrupper i staten har krævet en detaljeret rapport, skriver Times of India.
Langt fra det eneste
Torsdag den 3. januar 2013 blev et ungt par fundet hængt i et træ i en landsby i Indien. Kvinden var fra en lavere kaste end manden. Parret på 20 og 23 giftede sig i 2012 imod familiens ønsker og boede sammen i staten Rajahstan.
Politiet har efter en undersøgelse ikke haft anledning til at mistænke drab. Nu har kvindens fader klaget. Mandens fader og med ham 9 familiemedlemmer er derfor arresteret for først at have dræbt parret og derefter klynget dem op for at få det til at ligne et selvmord, skriver Times of India.
I Indiens hovedstad New Delhi blev fem medlemmer af samme familie i oktober idømt dødsstraf for et grusomt æresdrag på et ung par i 2010. De blev tortureret og dræbt med elektricitet, fordi kvindens forældre var imod forholdet af kastehensyn, rapporterer BBC.
Sager af denne art får kun begrænset opmærksomhed i indiske medier. Juleaften blev en 17-årig pige hakket til døde af sin fader i staten Uttar Pradesh, og i en sydlig stat gik det lille juleaften ud over en 19-årig kvinde, som blev dræbt og brændt af sin familie.
Ære involveret
I Indien, som så mange andre lande, anses æresdrab for mindre alvorlige end andre former for drab. Faktisk betegnes de som "almindelige" drab i samfundet og lovgivningen. Kvindeorganisationer og aktivister i Indien mener, at der sker mindst 70-80 om måneden i deres land. FN anslår, at der foregår omkring 5.000 om året på verdensplan.
Som i for eksempel Afghanistan og Pakistan sker denne form for drab som oftest på kvinder. Og ofte er landbyråd involveret i at udmønte straffen mod kvinderne, der måske har overtrådt lokale regler. Al-Jazeera beretter om et eksempel, hvor ofrene var et par fra samme klan, hvilket et sådant forhold var forbudt i landsbyen.
Beskyttelse
Som med den igangværende skandale om en massevoldtægt med døden til følge i New Delhi, handler det i høj grad også om manglende lovgivning, ineffektivt politi og indgroede holdninger blandt myndigheder og befolkningen som helhed. Uden lovgivning kan man end ikke måle problemets omfang.
Løsningen, synes nogle, er at begrænse kvinder frihed og råderum, selvfølgelig for at beskytte dem selv og deres familiers ære.
I en landsby i Bihar har landsbyrådet af ældre (mænd) besluttet, at en ugift kvinde eller pige, der tages i at tale i mobiltelefon, står til en bøde på $180. Gifte kvinder skal kun straffes med $36. Problemet er, mener de, at mobiltelefoner stimulerer seksuelle forhold og udenomsægteskabelige affærer.
Kvindegrupper mener, at første skridt på være at forstå (ændre) mænds holdninger og gennemføre forkastelsen af kastesystemet, der godt nok er "afskaffet" men som fungerer i bedste velgående overalt blandt hinduer.