Hvis en 80-årig mand bliver dømt for anklagerne om årelangt sexmisbrug af ni børn og unge i Brønderslev, skal ofrene have en samlet erstatning på to millioner kroner.
Det mener ofrenes bistandsadvokat, Lis Sørensen, ifølge Nordjyske.dk i sagen, hvor den 80-årige er tiltalt for seksuelle overgreb på ni børn, mens en 48-årig mand er tiltalt for overgreb på et barn.
- Alle de forurettede har sandsynligvis brug for hjælp, og derfor skal de fremtidige udgifter til den hjælp dækkes af erstatningerne, uddybede advokat Lis Sørensen ved torsdagens retsmøde, ifølge Nordjyske.dk.
Der er dog forskel på de enkelte ofres krav om erstatning. Det svinger mellem 50.000 og op til 400.000 kroner og afspejler overgrebenes grovhed, periode og psykiske følger, forklarer advokaten.
- De har alle store ar på sjælen. Jeg synes, det er meget skræmmende at se, hvor mærket de voksne stadig er, på trods af at overgrebene stoppede for mange år siden, lød det fra Lis Sørensen.
Politiet fik første gang nys om sagen i 2009, da man modtog en anmeldelse fra Brønderslev Kommune. Et af oldebørnene havde fortalt en pædagog om overgreb fra en anden tiltalt i sagen.
I første omgang var der angiveligt ikke stærke nok beviser til en politisag, og det var først i slutningen af 2011, at Nordjyllands Politi skred til anholdelse i sagen.
Efter anholdelsen kom det frem, at oldefaren på 80 år tilbage i 2007 fik en betinget dom for pædofili.
Både den 80-årige og den 48-årige på anklagebænken nægter sig skyldige.
Der ventes dom i sagen 29. august.
/ritzau/