Brøndbyfans blev overfaldet - seks unge idømmes fængsel

Krimi

En gruppe mænd i 20'erne slog og sparkede fodboldfans i et S-tog og frarøvede dem deres Brøndby-tøj.

Seks unge mænd er onsdag blevet idømt mellem otte og ti måneders fængsel i en sag om overfald og røveri begået mod Brøndbyfans i et S-tog.

Det oplyser Københavns Byret.

Overfaldene fandt sted om aftenen den 12. august 2018, hvor Brøndby IF skulle spille mod FC København i Parken på Østerbro i København.

Ofrene blev frarøvet Brøndbyjakker og -trøjer.

De dømte er i alderen 21 til 28 år. To er idømt otte måneders fængsel, og fire er idømt ti måneders fængsel.

En syvende mand, der var tiltalt i sagen, er blevet frifundet.

To af ofrene blev ifølge anklageskriftet fastholdt, slået i hovedet, skubbet ned på gulvet, slået og trampet. Den ene blev frarøvet en Brøndbyjakke og -T-shirt. Den anden blev frarøvet en Brøndbyjakke, -bluse og -spillertrøje.

Den tredje person, der blev overfaldet i S-toget, blev skubbet og fik stjålet en T-shirt med Brøndby IF's kendetegn.

De dømte var tiltalt for røveri, grov vold og forstyrrelse af den offentlige orden og var ifølge anklageskriftet sammen med en større gruppe uidentificerede personer i S-toget.

Overfaldene fandt sted omkring klokken 19 på strækningen mellem Nordhavn og Østerport Station i København.

To af ofrene er i forbindelse med dommen blevet tildelt en erstatning på henholdsvis 1500 og 11.700 kroner.

Efter voldsepisoden offentliggjorde den ene af de forurettede et Facebook-opslag. Her efterlyste han vidner og beskrev, at "en gruppe på 25-30 hvidklædte personer" var steget om bord på toget på Nordhavn Station.

- Da den føromtalte gruppe fik øje på min ven og mig, valgte de at tage maskeringer på og overfalde os. Ikke nok med, at vi fik en ordentlig tur i toget, så stjal de alt vores Brøndbytøj, skrev manden.

Dommen i Københavns Byret blev afsagt onsdag eftermiddag uden retsmøde.

De dømte har nu 14 dage til at overveje, om de vil anke afgørelsen.

/ritzau/