En tidlig føring var ikke nok til at skaffe Brøndby en tiltrængt derbysejr mod FC København foran hjemmepublikum på Brøndby Stadion. Det blev end ikke til point.
To FCK-scoringer i de sidste fem minutter af første halvleg sendte de tre point til Østerbro, og 1-2-nederlaget i en kamp, hvor Brøndby spillemæssigt var helt med, gjorde ondt.
- Det er en af de hårdeste dage som brøndbyspiller og -fan, men vi er nødt til at acceptere det og kigge frem mod næste kamp torsdag, siger tyske Hany Mukhtar.
- I dag (søndag, red.) kunne vi sagtens have vundet kampen 3-2, hvis vi havde udnyttet chancerne.
Ret beset var FCK kun bedst i de ti minutter på begge sider af pausen, men guldaspiranterne var skarpe og lavede to flotte mål i deres gode periode.
- Vi spillede udmærket i 75 minutter, men det var ikke nok. Vi skal spille godt i 90 minutter, for de var kun bedst i 15-20 minutter, lyder det fra Mukhtar, som bemærker en klar forskel i forhold til sidste sæson.
- Sidste år var vi stadig kompakte i de perioder, hvor de andre var gode.
Der er nu hele 30 point mellem FCK i front og Brøndby på femtepladsen i Superligaens mesterskabsslutspil, og det gør ondt i Brøndby-lejren.
- Point lyver aldrig. Vi må være ærlige, selv om vi har tabt en del point, hvor vi burde have fået noget med hjem, konkluderer Hany Mukhtar.
På Brøndby-bænken måtte cheftræner Martin Retov indkassere nok et pointtab, som næppe taler til hans fordel i forhold til at få jobbet på permanent basis efter at have taget over for fyrede Alexander Zorniger.
Hans kontrakt løber sæsonen ud, men han venter gerne på Brøndby, frem for at kigge til andre sider, hvis klubben vil beholde ham i en rolle.
- Jeg har ikke travlt. Jeg vil gerne pointere, at Brøndby er mit førstevalg, såfremt klubben er interesseret i at lave et samarbejde, siger han.
- Men lige nu fokuserer jeg kun på, at jeg har tabt i dag, og det kommer til at pine mig hele natten.
/ritzau/