Med landsholdsdebutanten Simon Makienok Christoffersen ude på grund af karantæne, havde Brøndby-træner Auri Skarbalius givet Quincy Antipas chancen som frontangriber, da Brøndby tabte 0-1 ude til Esbjerg i Superligaen.
Gæsterne fra Brøndby spillede en fin kamp og skabte et hav af chancer. Brøndby kæmpede dog forgæves. Passivt forsvarsspil kort før pausen gav Jakob Ankersen plads til at afgøre kampen, og det frustrerede Antipas, der ellers havde taget en stor del af slæbet.
- Vi gjorde meget rigtigt. Vi spillede en god kamp, og vi skulle have vundet. Vi skabte så mange chancer, men det var frustrerende, for vi kunne ikke gøre det færdigt, siger Antipas.
Antipas kom flere gange bag om Esbjerg-forsvaret, men der manglede ifølge angriberen en makker inde i boksen.
- Vi fik lavet en del indlæg, men det betød ikke noget, for der var ingen derinde til at prikke bolden i mål. Det skete mange gange, og det er ikke i orden. Det skal vi have lavet om på med det samme, mener Antipas.
Noget kunne tyde på, at Quincy Antipas kan få sit ønske opfyldt på mandag, hvor AGF kommer på besøg i Superligaen. Her er Simon Makienok Christoffersen tilbage efter overstået karantæne.
/ritzau/