Den svindelmistænkte Britta Nielsens søn er sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed, da han ifølge politiet har fået del i de svindlede penge.
Det kan afsløres, efter at Retten på Frederiksberg i et grundlovsforhør lørdag har besluttet at ophæve et navneforbud mod den 38-årige mand.
Han sigtes for hæleri af særlig grov beskaffenhed ved fra 2002 til 2018 ved at have modtaget udbyttet fra eller medvirket til at skjule udbyttet, som Britta Nielsen svindlede sig til.
I alt drejer hælerisigtelsen sig om 3,6 millioner kroner. Nogle modtog han via kontooverførsler, mens andre er modtaget i ejendomme.
Sønnen skal også have overført penge i oktober, efter at sagen kom frem i offentligheden, og han måtte ifølge politiet vide, at de kom fra et strafbart forhold.
Britta Nielsen er sigtet for at have svindlet for mindst 111 millioner kroner gennem sit arbejde som betroet medarbejder i Socialstyrelsen.
Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at Britta Nielsen har investeret millioner af kroner i safariejendomme og jordbesiddelse i Sydafrika med sin søn.
Den 38-årige nægter sig skyldig. Det fortæller hans forsvarer, Henrik Dupont Jørgensen. Sønnen blev ligesom Britta Nielsen varetægtsfængslet frem til 4. december.
- Man skal ikke udkæmpe et slag, som man ikke kan vinde. Uanset hvad jeg havde sagt, og hvad min klient havde sagt, var han med 100 procents sikkerhed blevet varetægtsfængslet.
- Når man ikke ønsker at udtale sig i en sag, hvor anklagemyndigheden har de beviser og indicier, som de har, så bliver man varetægtsfængslet, siger Henrik Dupont Jørgensen efter retsmødet.
Sønnen blev anholdt 30. oktober i Johannesburgs internationale lufthavn. Det skete kort efter, at han samme dag var blevet varetægtsfængslet in absentia i København, og dermed internationalt efterlyst.
Han fortæller, at sønnen ikke mener, at han har været på flugt, og den hælerisigtede vidste desuden ikke, at han var efterlyst.
- Han har kun været på flugt fra pressen, siger Henrik Dupont Jørgensen.
Det har tidligere været fremme, at en person forsøgte at aflevere en taske med to diamanter til sønnen på en politistation i Sydafrika, da han var blevet anholdt af sydafrikansk politi.
Er de anskaffet på lovlig vis?
- Det ved jeg ikke, men det antager jeg, siger han.
Han fortæller desuden, at det ikke er diamanter, men ædelstenen Tanzanite. Han kender ikke værdien. Stenene har sønnen frivilligt ladet aflevere til de sydafrikanske myndigheder.
/ritzau/