Britisk politi: Ægtepar udsat for nervegift

Politi- og redningskøretøjer foran det hospital, hvor Julia og Sergej Skripal blev behandlet, efter at være blevet forgiftede med Novichok. (Foto: Foto: Toby Melville/Reuters)

To forgiftede personer er blevet udsat for den samme gift, som blev brugt mod den russiske eksspion Sergej Skripal. Det oplyser britisk antiterrorpoliti ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der er tale om nervegiften Novichok, der er udviklet i Rusland.

De to personer - et par i 40'erne fra lokalområdet - blev lørdag fundet i Amesbury, der ligger i det sydlige England nær Salisbury, hvor Sergej Skripal og hans datter var ofre for et attentatforsøg i marts.

Efter at parret i 40'erne udviste særprægede symptomer, blev blodprøver sendt til test. Det er resultaterne af disse, der er kommet onsdag aften og bekræfter, at der er tale om Novichok.

- Jeg har modtaget testresultater fra Porton Down (militært laboratorium, red.), der viser, at de to personer har været i kontakt med nervegiften Novichok, siger chef for det britiske antiterrorpoliti Neil Basu på et pressemøde onsdag aften.

Politiet fortæller i samme ombæring, at der intet er i de tos baggrund, der indikerer, at de kunne være mål for et attentat. Begge er britiske statsborgere og fra området.

Det vides ikke, hvordan de to, der er i kritisk tilstand, er kommet i kontakt med den russiske nervegift.

- Jeg forstår godt, at der vil være mange spørgsmål om en sammenhæng. Vi efterforsker alle spor i jagten på dem, der er ansvarlige for den barbariske handling.

- Det er åbenlyst, at vi kigger på, om der er en sammenhæng. Men vi spekulerer ikke og vil ikke gøre nogle antagelser, siger Neil Basu.

Sergej og Julia Skripal blev i marts fundet på en bænk i Salisbury, hvor de begge var i kritisk tilstand.

Det blev afklaret, at de var blevet udsat for nervegiften Novichok.

Storbritanniens premierminister, Theresa May, og udenrigsminister Boris Johnson har begge sagt, at der ikke er tvivl om, at Rusland stod bag forgiftningen af de to.

Sergej Skripal havde spioneret mod Rusland for briterne og kom til Storbritannien efter en udveksling af spioner.

Rusland har nægtet at stå bag attentatet.

Efter onsdagens melding fra det britiske antiterrorpoliti har indenrigsminister Sajid Javid indkaldt til møde i regeringens beredskabsudvalg.

- Dette kommer efter det barbariske angreb, som fandt sted i Salisbury i marts. I morgen (torsdag, red.) vil jeg stå i spidsen for et møde i regeringens beredskabsudvalg i forbindelse med den igangværende efterforskning, skriver han i en erklæring.

/ritzau/