Den britiske golfspiller Justin Rose sikrede sig søndag karrierens første major-sejr, da han vandt turneringen US Open i Pennsylvania.
På den svære bane i Merion Golf Club sluttede Rose to slag bedre end de nærmeste forfølgere, og dermed blev han den første englænder, der har vundet US Open siden 1970.
32-årige Justin Rose sluttede den fire dage lange turnering i 281 slag, mens den amerikanske stjerne Phil Mickelson samt australske Jason Day måtte deles om andenpladsen med hver 283 slag.
Mickelson, som fyldte 43 år søndag og har fire major-titler på cv'et, er nu endt som nummer to i turneringen hele seks gange.
Efter lørdagens tredje runde havde Mickelson ellers lagt sig i spidsen for turneringen, men det lykkedes Rose at overhale ham på sidstedagen. Justin Rose blev noteret for 70 slag på de sidste 18 huller, mens Mickelson brugte 74 slag.
Den danske golfspiller Morten Ørum Madsen, der på tredjedagen af US Open rykkede adskillige pladser frem på listen, endte på en delt 28. plads. Den 25-årige silkeborgenser er placeret som nummer 264 på verdensranglisten.
Tiger Woods, der senest vandt en majorturnering i 2008, endte på en delt 32. plads med 293 slag. En anden af favoritterne, Caroline Wozniackis nordirske kæreste Rory McIlroy, måtte nøjes med en placering som nummer 41.
/ritzau/AFP