Hvis du ikke kan få nok af tøse-film, så har du nu en ekstra god grund til at misbruge dankortet og slå et smut forbi staterne. Nu skal der sættes ekstra lyd på Bridget Jones - der kommer som musical på Broadway.
Helen Fielding, der har skrevet bøgerne om Bridget og alle hende mange kiksede småproblemer, synes dans og sang byder på rigtig mange muligheder.
"Jeg har skrevet på historien i to år, og også sangene," skriver hun til The Times.
Musicalen kommer til at bygge på noget af en pengemaskine. I 2001 indtjente filmene 1,4 milliarder kr. Hovedpersonen blev spillet af Renee Zellweger, men om hun nu også kommer til at slå sine folder på Broadway, melder historien ikke noget om.