To fængselsbetjente blev fredag slået ned af et bandemedlem i Enner Mark Fængsel ved Horsens.
Det skriver Fængselsforbundet i en pressemeddelelse.
Overfaldet skete efter en gårdtur, hvor den indsatte umotiveret gav den ene fængselsbetjent et knytnæveslag i ansigtet, hvorefter han faldt i gulvet. En kollega forsøgte at komme ham til undsætning, men bandemedlemmet tildelte også kollegaen et slag.
Betjentene blev efter overfaldet kørt på skadestuen, og den ene har muligvis pådraget sig en hjernerystelse, står der i pressemeddelelsen.
Brian Hedensted, bandeafdelingens fællestillidsrepræsentant, fortæller, at de har brugt eftermiddagen på at evaluere, hvordan voldsepisoden kunne ske.
- Når der sker sådanne overfald, foretager vi en slags psykisk førstehjælp af de involverede betjente. Her diskuterer vi også, om vi kunne have gjort noget anderledes i situationen, siger han til Avisen.dk.
Brian Hedensteds kolleger har det efter omstændighederne OK. Fællestillidsrepræsentanten ærgrer sig dog over, at vold mod fængselsbetjente er blevet et stigende problem i landets fængsler og arresthuse.
- Det er en stigende tendens. I takt med, at bandemedlemmerne bliver hårdere i deres metoder, får vi sværere ved at håndtere dem i fængslerne. Det er jo ikke søndagsskole-elever, vi har med at gøre. Vi mangler mere mandskab i fængslerne, men det koster jo penge, siger han.
Som fællestillidsrepræsentant har Brian Hedensted ikke selv vagter på gangene, og han er derfor ikke helt tæt på de mest hærdede kriminelle. Men han har stor respekt for de af hans kolleger, der dagligt lever med trusler om vold.
- Jeg tager hatten af for dem. Jeg tror ikke selv, jeg kunne have holdt til det, siger Brian Hedensted.
Læs her om fængselsbetjent Heidi Tarp Klemmensen, der i august i Avisen.dk stod frem og fortalte, at hun havde fået nok af den voldelig adfærd i fængslerne. Hun forsøgte at råbe Folketingets retsudvalg op med et åbent brev, hvor hun fortalte om situationen.