Med hurtige ryk, besnærende driblinger og et frækt antrit drev han gæk med modstandernes forsvarsspillere. Under EM-slutrunden i 1992 var han involveret i flere af de danske scoringer, men når bolden bliver givet op til EM-revanchekampen den 7. juli på Østerbro Stadion bliver det uden Brian Laudrup.
Selv om Laudrup har været nødt til at melde afbud på grund af et andet arrangement, der har været planlagt i lang tid, er han ikke i tvivl om, at de gamle holdkammerater har luft nok i lungerne til at vinde kampen.
- De skal nok klare det. Der er stadig en del, som spiller jævnligt, så det skal nok blive en god oplevelse uanset hvad, siger EM-heltenes elegantier til DR Sporten.
I dag er det tyve år siden, at Richard Møller Nielsens udvalgte blev fejret på Københavns Rådhus foran tusindvis af mennesker efter 2-0 sejren over Tyskland i EM-finalen, men det får ikke Brian Laudrup til at lægge champagne på køl.
- Det bliver ikke fejret på nogen speciel måde. Det er lige før, at jeg dårligt var klar over, at det var i dag, hvis jeg ikke havde set det i nyhederne. Det er ikke noget, man går og tænker over i det daglige, siger Laudrup, der understreger, at sejren betyder meget for ham, selvom der er gået tyve år.
- Det er noget, der altid vil følge os. Det var fantastisk, at vi var med til at give sådan en oplevelse til et helt folkefærd, men det var selvfølgelig også en oplevelse for os spillere, som vi dårligt havde turdet drømme om, da vi startede med at spille som knægte. Det er selvfølgelig helt unikt, og derfor vil der altid være sammenligninger mellem nyere hold og os, siger den elegante, tidligere landsholdsspiller til DR Sporten.