Storbritanniens økonomi kan falde med ni procent over 15 år, hvis ikke der bliver forhandlet en udtrædelsesaftale med EU.
Det viser en ny rapport fra den britiske regering, skriver The Guardian og BBC.
Værst vil det gå ud over Nordøstengland og Nordirland, hvis økonomi vil falde med henholdsvis 10,5 og 9,1 procent.
I rapporten skriver regeringen også, at fødevarepriser kan stige, og toldkontrol kan koste virksomheder op mod 13 milliarder pund - 113 milliarder danske kroner.
Rapporten kommer blot 30 dage før, at Storbritannien skal træde ud af EU, 29. marts.
Premierminister Theresa May er i øjeblikket i gang med at forhandle en aftale med EU for at mildne udtrædelsen.
Den aftale skal præsenteres for det britiske parlament inden 12. marts.
Bliver den stemt ned i parlamentet, som den forrige aftale gjorde i januar, træder Storbritannien ud af EU uden en aftale. Alternativt kan parlamentet stemme for at udskyde datoen for en udtrædelse og dermed give May mere tid til at forhandle en ny aftale.
Ifølge rapporten kommer 30 procent af alle fødevarer i Storbritannien fra EU.
Derfor frygter regeringen, at der vil komme mangel på specifikke fødevarer, der dermed vil blive dyrere.
Det tidligere Labour-medlem og nuværende medlem af den uafhængige gruppe Chuka Umunna siger, at rapporten er et tegn på, hvorfor Storbritannien skal lande en aftale med EU.
- Dette beviser, at det vil være katastrofalt for os, hvis vi forlader EU uden en aftale, siger han ifølge BBC.
/ritzau/