Brasiliens stjerner knækker livlige mexicanere

Sport
Brasilianske Neymar (til venstre) tacklede sit mål nummer to i nettet ved årets VM-slutrunde. (Foto: Foto: Michael Dalder/Reuters)

Det brasilianske landshold sendte Mexico ud af VM-slutrunden med en sejr på 2-0 på mål af Neymar og Firmino.

Tyskland er ude, Spanien er ude, men en anden af forhåndsfavoritterne fortsætter med at buldre videre ved VM i fodbold.

Mandag spillede Brasilien sig i kvartfinalen ved at besejre Mexico 2-0 på mål af Neymar og Roberto Firmino.

Mexico var ellers godt med i store dele af kampen, men brasilianerne tilkæmpede sig overtaget og var effektive i anden halvleg.

I kvartfinalen venter vinderen af mødet mellem Belgien og Japan, som spiller mandag aften.

Kampen startede i et højt tempo, hvor mexicanerne spillede med stor opportunisme og gejst. Det førte til en række gode chancer, hvor Brasiliens målmand, Alisson, var udfordret.

En af gangene serverede han selv bolden for Hirving Lozano, hvis skud dog blev blokeret, før det nåede målstregen.

Også Héctor Herrera fik et skud blokeret, men Mexico fik alligevel vist tænder i holdets bedste periode.

Langsomt men sikkert meldte Brasilien sig ind i opgøret, og holdet begyndte at vise, hvorfor det var favorit til at gå videre.

Midtvejs i første halvleg var Neymar tæt på, da han snød to mexicanere og fik frit skud mod mål. Guillermo Ochoa i Mexico-buret fik dog reddet.

Trods 0-0 ved pausen lugtede det af mål i Samara. Nogen typisk nulløsning var der på ingen måde tale om, og efter 51 minutter slog den største stjerne da også til.

Neymar nød godt af, at landsmanden Willian tog et fremragende ryk med bolden i venstre side af feltet. Hans flade indlæg blev tacklet i nettet af Neymar, som gjorde det til 1-0. Det var Neymars andet mål ved årets VM.

Ti minutter senere kunne det snildt være blevet 2-0, hvis Paulinho havde udnyttet sin åbne målchance i feltet. Igen stod Ochoa dog i vejen.

Med få minutter tilbage af kampen fik Neymar chancen for at blive dobbelt målscorer. Han prikkede den forbi Ochoa med tåen, og inde foran løb indskiftede Roberto Firmino bolden det sidste stykke over stregen til 2-0.

Brasilien holdt føringen kampen ud og kunne juble over en kvartfinaleplads. Den dårlige nyhed for Brasilien er, at Casemiro fik et gult kort og nu har karantæne i næste opgør.

/ritzau/