Brandmand mistede reservemor i plejehjemsbrand: Nu hylder han sine kolleger

Krimi
Årsagen til fredagens brand på Plejecenteret Farsøhthus i Allingåbro er endnu ikke fastlagt. (Foto: Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Brand kostede brandmand Jess Damgaard Andersens reservemor livet. Nu hylder han sine kolleger for deres indsats.

I et rørende opslag på Facebook sender brandmand Jess Damgaard Andersen ikke kun en hilsen til sin nu afdøde reservemor, men også sin respekt overfor de brandmænd, som fredag bekæmpede branden på Plejecenteret Farsøhthus i Allingåbro.

Branden kostede to ældre mennesker livet - den ene var Jess Damgaard Andersens reservemor:

"Hende jeg har delt sorger og glæder med. Hende, der har lavet grønkålssuppe og jordbærgrød til mig så mange gange, at det ikke kan tælles. Hende der kunne fortælle om livets gang i Allingåbro. Hende der altid ringede til min fødselsdag og ønskede tillykke," skriver brandmanden på Facebook.

Han skriver også, at havde brandmandskollegerne ikke taget alarmen alvorligt, kunne det være gået meget værre.

For "havde det ikke været for Mikkel, René, Hans og Jan på førstesprøjten, ..., og de civile personer og personalet på Farsøhthus, ..., havde resultatet været helt anderledes", skriver Jess Damgaard Andersen:

"I reddede liv i går". "Desværre kunne I ikke redde alle, men sikke en indsats i gjorde".

"Godt gået. Bøjer mig i støvet. I fortjener kæmpe ros alle sammen. Uden jeres præstation, havde avisoverskriften set anderledes ud i dag (lørdag, red.)".

Artiklen fortsætter under opslaget ...

Brandårsag undersøges

Branden blev anmeldt til politiet klokken 17.36, og fire af plejehjemmets boliger blev berørt af branden.

I løbet af næste uge vil brandteknikere undersøge stedet for at klarlægge brandårsagen.

Ifølge politiet er der ikke noget, der umiddelbart tyder på, at der skulle være tale om en påsat brand.

- Alle indikationer går på, at det er en ulykke af en eller anden slags. Vi har intet belæg for at sige, at der ligger noget kriminelt bag, sagde Stig Heidemann fra Østjyllands Politi lørdag.