Smertefulde brandmænd har bremset en ung australier i at gennemføre et farligt rekordforsøg: at krydse havet mellem Cuba og Florida uden brug af et beskyttende hajbur.
Den 28-årige Chloe McCardel måtte give op efter 11 timer i vandet, skriver Sky News. Dermed blev hun alligevel ikke den første person til at tilbagelægge strækningen uden at være beskyttet af et hajbur.
- Det er den hårdeste svømmeprøve i verden, slog Chloe McCardel fast på et pressemøde onsdag i Havana.
Svømmeturen er omkring 160 kilometer og er sat til at tage omkring 60 timer.
Hun sprang i vandet ved Cubas hovedstad, Havana, og skulle have kravlet i land i Key West, Florida.
Distancen blev for første gang gennemført i 1997 af den dengang 22-årige Susie Maroney, ligeledes fra Australien, der dog gjorde brug af et hajbur.
Der har været flere end 20 forsøg på at krydse farvandet, skriver nyhedsbureauet dpa. I august måtte en 62-årig amerikansk kvinde give op tæt på mål, da hun også blev stukket af brandmænd.
/ritzau/