En brand i oldtidscentret Hjemsted - Danernes Verden ved Skærbæk forårsagede søndag formiddag en strømafbrydelse, som ramte hele Rømø.
Ifølge redningsberedskabets dataregistreringssystem løb meldingen om brand ind hos brandstationen i Skærbæk klokken 08.26 søndag morgen.
Vagthavende indsatsleder Kenneth Achner fra Brand og Redning Sønderjylland fortæller, at det er en større brand i en hytte på størrelse med en lille bondegård på jernaldercentret.
- Det er lige under højspændingsledningerne, som går til Rømø. Højspændingsledningerne er svært beskadigede, fortæller indsatslederen.
Ingen personer er kommet til skade i branden, som ifølge Kenneth Achner er under kontrol.
Brandfolkene arbejdede efterfølgende på at forhindre branden i at sprede sig i den knastørre natur.
- Vi skal ud og undersøge nogle ting langs med vindretningen, for der er et lille bevoksningsareal. Men vi går ikke derud, så længe vi ikke har styr på de højspændingsledninger, siger Kenneth Achner søndag formiddag.
Politiet oplyste i første omgang, at tidshorisonten for strømafbrydelsen er ukendt.
Blandt andet var det en udfordring, at søkablet til øen var under reparation, og at strømmen derfor ikke umiddelbart kunne omdirigeres. Men omkring klokken 10.30 meldte politiet ud, at der igen var strøm på øen.
Ud over de almindelige gener, som det giver at undvære elektricitet, så burde strømafbrydelsen ikke have haft større konsekvenser, fortæller Erik Lindholdt, der er vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
- De, der har akut behov for strøm, de har som regel også et nødstrømsanlæg i tilfælde af en strømafbrydelse, lyder det fra vagtchefen.
Søndag eftermiddag oplyser politiet, at der var antændt et bål i en hytte.
- Der var en bålplads inde i et rekonstrueret oldtidshus, og så er der kommer gløder over i en seng, der var dækket af halm, siger vagtchef Bjørn Pedersen.
Branden er den anden større brand i weekenden. Lørdag var det et sommerhusområde i Blokhus i Vendsyssel, der blev ramt. Et sommerhus udbrændte, mens flere andre fik mindre brandskader.
Hvor weekendens brande skete uden personskade, var det en mere alvorlig sag fredag.
Her mistede to ældre kvinder livet, da en ildebrand raserede fire lejligheder på plejehjemmet Farsøhthus i Allingåbro på Djursland. Tre andre kvinder kom til skade, heraf én alvorligt.
/ritzau/