Marta Gramstrup Wriedt
Opdateret kl. 17:18
En ansat kom søndag eftermiddag alvorligt til skade i forbindelse med en brand på et autoværksted på Dandyvej i Vejle.
Manden blev efterfølgende fløjet til Rigshospitalet med forbrændinger.
- Vi har netop talt med Rigshospitalet, og de fortæller, at mandens tilstand er kritisk, siger vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi Klaus Hansen til Avisen.dk.
Han understreger dog, at manden ikke er i livsfare.
Politiet vil endnu ikke oplyse mandens identitet, men det er deres teori, at at ulykken er sket i forbindelse med håndteringen af noget brandbar væske.
- Vi arbejder stadig på stedet, så mere kan jeg ikke sige endnu, siger vagtchefen til Avisen.dk.
Også en anden person kom til skade ved branden, men ifølge vagtchefen blev han behandlet på stedet og efterfølgende sendt hjem.
Branden på værkstedet er under kontrol.
/ritzau/