En brand på den brasilianske fodboldklub Flamengos træningsanlæg i Rio de Janeiro har kostet ti mennesker livet. Der er desuden flere tilskadekomne.
Det oplyser myndighederne i den brasilianske storby.
Blandt de døde er ungdomsspillere i alderen 14-17 år, oplyser avisen O Globo.
Branden brød ud ved Ninho do Urubu, som er et træningsanlæg, hvor klubbens unge spillere er indkvarteret.
- De unge fra Flamengos fodboldhold sov dér på det tidspunkt, fortæller brandmanden Douglas Henaut til Globo.
Branden startede omkring klokken 05.00 lokal tid i den bygning, som bruges af de unge spillere. Lokale kilder melder om, at branden var slukket klokken 07.30.
Træningsanlægget bruges også af Flamengos professionelle fodboldhold. De skulle angiveligt have trænet på anlægget senere på morgenen.
Ikke alle ofrene er endnu identificeret, men seks unge spillere og fire teamledere er blandt de omkomne. Det oplyser tv-kanalen Sportv ifølge AFP.
En af de dræbte er identificeret som klubbens 15-årige ungdomsmålmand Christian Esmerio.
De tilskadekomnes tilstand er fortsat ukendt, men de er fragtet til hospitalet. De skal ifølge BBC være spillere på 14 og 15 år.
Hvordan branden er opstået er endnu uvist.
Flamengo er Brasiliens rigeste fodboldklub og berømt internationalt. Klubbens største stjerne i nyere tid er spilleren Zico.
- Hvilket chok at få denne nyhed, skriver Zico på det sociale medie Instagram.
- Må den røde-sorte-nation have styrke og tro til at komme igennem denne svære tid, fortsætter den tidligere midtbanespiller.
Ungdomsspillere hentes typisk i Brasiliens provinser. Mange kommer fra fattige familier. De bor på klubbens træningsanlæg, mens.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters