Den danske landsholdsangriber Martin Braithwaite debuterede onsdag for Leganes med et 0-3-nederlag til Real Madrid i ottendedelsfinalen af den spanske pokalturnering.
Den 27-årige dansker fik fuld spilletid i angrebet for gæsterne, der får svært ved at indløse billet til kvartfinalen, når der er returkamp i næste uge.
Sergio Ramos bragte Real Madrid i front med 1-0 på et straffespark umiddelbart før pausen.
I anden halvleg cementerede Lucas Vázquez og senere Junior Vinicius hjemmeholdets sejr med en scoring hver.
Braithwaite skiftede tidligere på måneden fra engelske Middlesbrough til Leganes på en lejeaftale for resten af sæsonen.
Leganes kæmper i øjeblikket for at bevare sin plads i Spaniens bedste række. Efter 18 spillerunder er holdet femtesidst i tabellen.
I onsdagens øvrige pokalkampe lykkedes det Atlético Madrid at sikre sig et godt udgangspunkt med 1-1 ude mod Girona. Dermed har hovedstadsholdet fine muligheder i returkampen.
Getafe slog på eget græs Vallodolid med 1-0, mens det første møde mellem Villarreal og Espanyol endte 2-2.
/ritzau/